Forside

28
sep 2010
krukke
Efterår Artikel

Ofte er pynten gået af forårets udplantningsplanter i krukkerne, når man kommer hjem fra ferie. Men det ville være synd at sætte krukkerne væk allerede nu. Man kan sagtens få glæde af krukkerne med andre planter nogle måneder endnu.

Det er let at få krukkerne til at tage sig smukt ud, blot enkelte tips følges. Start med at skifte jorden ud. Selv om den ser fin ud, kan jorden indeholde gamle planterødder, der går i forrådnelse og derved overfører bakterier og svampe til de nye planter.

Det er vigtigt, at der er hul i bunden af krukkerne, så overskydende vand kan løbe væk. Ellers er der risiko for, at planterne drukner i det regnfulde, danske efterår.

Når krukkerne er tilplantet med de planter, man holder mest af, er det vigtigt, at de vandes grundigt de første 14 dage. Herefter vandes og gødes planterne regelmæssigt resten af sæsonen.

Har man plantet vinterhårdføre planter i krukkerne, kan de klare sig gennem vinteren, ved at krukkerne stilles et beskyttet sted og skærmes mod den værste sol og frost. Krukkerne kan eksempelvis stilles i garagen, mens den værste frost står på.

Står krukkerne udendørs, skal de helst stå i læ, og planterne beskyttes med grankviste. De stikkes ned i jorden rundt omkring planterne for på den måde at give skygge og læ, så planterne beskyttes mod kraftig udtørring i hård frost.

I det tidlige forår kan de vinterhårdføre planter fra krukkerne plantes ud i haven, og krukkerne tilplantes med forårets nye farvestrålende udplantningsplanter.


Af Marianne Bachmann Andersen