Forside

30
nov 2016
juleroser
Forår Efterår Artikel 

Hvorfor plante krukkerne til om vinteren? Skal havens krukker ikke gemmes væk om vinteren? Hvilke planter kan tåle at stå udenfor om vinteren?


Hvorfor krukker om vinteren?


Ja, hvorfor ikke? De danske vintre er vejrmæssigt meget forskellige og temperaturen veksler også meget gennem vintermånederne, som jo er december, januar og februar. Traditionelt gemmer vi krukkerne væk om vinteren, hvilket jo også er korrekt nok. Det er i hvert fald nødvendigt for de krukker, som ikke kan tåle frost. De skal tømmes, vendes rundt og dækkes til, så de ikke bliver våde.

Når vi vælger at benytte krukker om vinteren, er det jo for at kunne glædes over planterne også, når haven er i hi. Vi vil gerne pryde vores indgangsparti hele året rundt, og det er altså muligt at plante krukkerne til med planter, som tåler at stå ude om vinteren.


De oplagte planter til vinterkrukken


Julerosen, Helleborus niger, blomstrer allerede fra december måned og flere steder kan man købe de røde typer af Helleborus, som egentlig hedder påskeklokke, da den først naturligt blomstrer i marts måned. Blot er denne blomstring drevet frem tidligere, og vi kan plante de rødligt blomstrende "juleroser" allerede i december måned.

De fleste stedsegrønne planter er særdeles velegnede til krukker. Af nålebærende planter kan nævnes enebær, små graner, thuja, dværgfyr, taks og ædelgran. Af bladbærende stedsegrønne planter kan nævnes buksbom, kristtorn, pieris, rododendron og skimmia. De vinterhårdføre sorter af efeu er nemme at have i vinterkrukken. Vinterjasmin, Jasminum nudiflorum, blomstrer med mange små gule blomster. Mange af de mindre græsser med flotte strå i enten gulbrogede, stålgrå eller bronze farver er yderst dekorative hele vinteren.

Når julen nærmer sig er det oplagt at sætte lyskæder på krukkerne ved indgangspartiet. Eller man kan have fakler eller levende lys i krukkerne. Alt sammen noget, som byder gæsterne og husets beboere rigtig velkommen, også i en mørk tid.


Pasning af vinterens krukker


Det er vigtigt at tilplante vinterens krukker med gode kvalitetsplanter. Dermed mener jeg planter, som har et godt udviklet rodsystem, og som har mange grene, der er afhærdede. Man kontrollerer rodsystemet ved at løfte potten af, og se efter mange friske rødder, som er nået helt ud til pottens kant. Hvorvidt grenene er afhærdede kan ikke altid afgøres, men er der mange spidser, som er vokset til for ganske nyligt, kan det være tegn på, at planterne er produceret i et væksthus og derfor ikke har skudspidser, som er afhærdede nok. Sætter man disse uafhærdede planter ud i meget lav temperatur og frostvejr, vil cellerne i bladene sprænges og dø. Der vil sjældent ske store skader, blot vil skudspidserne dø tilbage.

Planterne bruger stort set ikke vand om vinteren. Står vinterens krukker under et tagudhæng skal de vandes nogle gange i løbet af vinteren, da især de blad- og nålebærende hele tiden har et lille forbrug af vand. Det er ikke nødvendigt at gøde vinterkrukkerne.

Står vinterens krukker under åben himmel, skal man sikre sig at vinterens nedbør kan komme væk fra rodklumpen. Sørg for, at der er store huller i bunden af beholderne og sørg for at tømme underskålene, hvis man anvender sådanne. Står de på fliser eller grus, kan det være en fordel at klodse krukkerne let op - evt. på et kryds af træ, for at få vandet til at løbe ud.


Vinterdækning


Skulle vi komme ind i en periode, hvor der er både natte- og dagsfrost under -5 grader, skal man enten flytte sine vinterkrukker ind i garagen eller udhuset, eller dække toppen med halm, blade eller grangrene. Planter vil ved denne temperatur kunne udtørre i toppen, og da krukkeplanterne ikke står så dybt og er så robuste som, hvis de var plantet i jorden, er de lidt mere følsomme for vinterens frost.


Af Marianne Bachmann Andersen