Du er her: Forside \ Menu_Item_Root \ Haveglæder nyhedsbrevet \ Haveglæder nyhedsbrev nr. 19/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 19/2018

 

Sommerbeskæring af vin

Når vinranken danner disse spæde drueklaser, er det ved at være tid til at beskære

Dyrker du også vin i dit drivhus? Vinranken har flere funktioner i drivhuset. Først og fremmest skal den jo berige os med søde og saftige druer i sensommeren, men den beskytter faktisk også med kraftig solindstråling.

SKYGGEEFFEKTEN
De mange grønne blade på vinranken er med til at skygge let for drivhusets tomat-, agurke-, peber-, chili og andre planter. Når sommeren viser sig fra sin bedste side kan der nemlig godt blive temmelig varmt og stikkende inde bag glasset. Her kommer vinrankens vækst planterne til undsætning.


FRA INGENTING TIL ET VILDNIS
Når vi hver vinter beskærer vinstokken, så ligner den nærmest en død og indtørret "lian", som er bundet fast, så den ikke falder ned. Når varmen og lyset vækker vinplanten, så sker der en hel masse. Sideskuddene får længde på, og der dannes vindrueklaser.
SÅDAN GØR DU
  • Når skuddene fra hovedstammen har dannet tydelige klaser, så skal du klippe skuddet af lige efter 1 – 2 blade
  • De efterfølgende beskæringer går mest ud på at standse alle de nye sideskud, som den første beskæring sætter gang i. Det er en god idé at brække de helt spæde sideskud af med fingrene, så er det sjældent at de bryder igen
  • Når vindrueklaserne vokser til, vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at fjerne nogle af dem, så der bliver plads nok til at druerne kan udvikle sig optimalt. Denne frugttynding kan du udføre, når det bliver nødvendigt
DU KAN SE EN VIDEO

Haveglæder har en stak videoer liggende på YouTube, og du kan se oversigten på www.haveglæder.dk/videoer

Der ligger også én om beskæring af vin om sommeren, og du kan få direkte adgang til den ved at klikke på dette link:

Vin sommerbeskæring

 

 

Månedens Plante juni


Her er planten beskåret så kraftigt, at den kan være mellem de to vinduer
 

Juni måneds plante er blåregn, og den er allerede tyvstartet!

 
Der er ingen tvivl om, at blåregn hører blandt nogle af havens hurtigstvoksende planter. Det betyder nu ikke, at det bliver en stor mængde blade og grene, for blåregn kvitterer med et overdådigt tæppe af blå ærteblomster samlet i store klaser.
Hele vinteren står de nøgne grene uden ret meget tegn på livskraft. Blåregn har temmelig kraftige grene, som slynger sig dramatisk om hinanden eller det espalier, de er plantet op ad. Når tiden er inde i slutningen af april eller starten af maj, så sker der en helt vild transformation.
Samtidig med løvspring udfolder de mest overdådige blomsterklaser deres knopper og bliver til et brus af blåviolette blomster, der hænger ned fra planten. Langsomt, men sikkert, starter planten sin mission om at brede sig - og om at danne endnu flere blomster mange år frem.
Vidste du at…
En enkelt plante faktisk kan nå en længde eller højde på 10 – 15 m? Har du plads på en husmur eller en pergola, kan du forme en enkelt plante, så dens grene når rigtig langt. Blåregn er en utrolig hårdfør og robust slyngplante, og hovedsæsonen er selvfølgelig i maj og juni måned, når den blomstrer.
Der findes overordnet to forskellige arter af blåregn. Almindelig blåregn, Wisteria sinensis, der slynger sine grene mod højre, og japansk blåregn, Wisteria floribunda, der slynger mod venstre. Det er de japanske blåregn, der får de længste klaser, som kan nå at blive 40 cm lange!
Blomsterne har en svag duft, og du kan få blåregn med blåviolette, rosa eller hvide blomster.


Sådan gør du

Plantning i næringsrig jord – bland gerne havejorden med lidt spagnum, når du planter. Sol og varme fremmer blomstringen. Du kan plante hele året, når blot jorden ikke er frossen.
Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Brug 10 l vand umiddelbart efter, du har plantet. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder.
Pasning går, udover forårsgødskning, ud på at beskære. I august klippes de lange skud tilbage til 10 – 15 cm, så dannes de nye blomster her. Vinterbeskæring er udtynding af de kraftigste og ældste grene – det er også med til at fremme blomstringen.