Du er her: Forside \ Menu_Item_Root \ Haveglæder nyhedsbrevet \ Haveglæder nyhedsbrev nr. 20/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 20/2018

 

Skal hækken klippes nu?



Det gode vejr har fået hækkene til at kalde på en klipning

Du har nok også bemærket, at der allerede nu er flere steder, hvor man er begyndt at klippe hækken, men skal man egentlig det?

SET FRA PLANTERNES SIDE
Der er så meget vækst i planterne lige nu, at de fleste former for beskæring ikke har negativ indflydelse på deres tilvækst. Det vil sige, at du sagtens kan klippe hæk og andre planter, uden at genere planterne. DOG er det en god idé at vente på den dag, hvor der er lidt lavere temperaturer og måske lidt skyer på himlen. Der sker nemlig det, at de underste blade blottes og de er ikke vant til den stærke sol. Det kan de godt reagere lidt negativt på med svideskader som resultat. Det er oftest buksbom og nåletræer (taks, tuja, cypres), som svides, mens bøg og liguster er mere robuste.


SET FRA HAVEEJERENS SIDE
De bløde skud er nemme at klippe i, og mængden af hækaffald er begrænset, jo tidligere du klipper hækken. Til gengæld slipper du nok ikke for at klippe igen sidst på sommeren, hvor hækkene igen vil trænge.
INGEN REGLER UDEN UNDTAGELSER
Hvis du lige har plantet en helt ny hæk, så skal du ikke klippe, og hvis din hæk blomstrer, så er klippetidspunktet heller ikke lige meget.
Du kan læse mere om hvornår du skal - og ikke skal klippe hæk i denne artikel fra www.haveglæder.dk 

Når hækken skal klippes

Du kan også se en video om hækkeklipning

 

 

Rabarbersaft og -sirup


 
 
Snart viser kalenderen Sankthans, og så er det begrænset, hvor meget vi kan få ud af vores rabarberstængler i haven. Planterne går nemlig lidt i dvale, og så trækker de næring ud af stænglerne, som bliver slappe og kedelige.

RABARBERSIRUP
Du kan forlænge sæsonen ved at lave rabarbersirup, som du kan tilsætte både desserter og salater resten af sommeren.

Først skal du lave rabarbersaft
500 g rabarber skåret i ca. 5 cm lange stykker
1 l vand
2,5 dl sukker
Vanilje

Alle ingredienser hældes i en gryde og koger i 8 - 10 min., hvorefter væsken hældes gennem et klæde. Saften hældes tilbage i gryden og sukkermængden justeres, så den passer til dig. Kog væsken op og hæld på rengjorte flasker.

Rabarbersirup
2 dl rabarbersaft
1 dl sukker
evt. ekstra vanilje

Saft og sukker koges ved svag varme indtil det begynder at tykne. Du kan tjekke væsken ved at hælde lidt ud på en kold underkop - stivner den, så er den klar til at blive hældt på en rengjort flaske. Bliver væsken for tyk, så hæld tilbage i gryden, tilsæt vand og kog op igen.