Du er her: Forside

Artikler

April: Magnolia

april12

Magnolia x soulangeana

En magnoliabusk eller et lille magnoliatræ i fuldt flor er et umådeligt flot syn om foråret.

Disse smukke buske og træer der med deres nøgne grene prydes af store skålformede blomster i april måned. Der findes mange forskellige magnolie arter – nogle er store, nogle er små.

Almindelig magnolia hedder på latin Magnolia x soulangeana og er en krydsning mellem to andre arter. Det er den mest almindeligt plantede magnolia i haverne, og der findes en del sorter, som varierer indbyrdes.

Fælles for sorterne er, at de bliver omkring 6-7 m høje og ca. 2-3 m brede buske. Nogle af sorterne har duftende blomster, mens andre ikke dufter. De blomstrer alle, før bladene springer ud i april måned; blomstringen fortsætter ofte hen i juni måned, hvor bladene også er udsprungne.

Stjernemagnolie hedder Magnolia stellata på latin og er en langsomtvoksende busk. Den bliver omkring 3 m høj og ca. 1-2 m bred. De mange grene giver busken et kompakt udseende, og de utroligt mange hvide, letduftende stjerneformede blomster ses nogle gange allerede fra marts måned.

Ønsker man et større træ, kan man købe sig en Magnolia kobus, japansk magnolia. Den bliver op mod 10 m høj med kegleformet krone. 10 cm store, duftende, oprette hvide blomster før løvspring i april-maj måned. Japansk magnolia i fuldt flor er en pragtfuld oplevelse – så har man pladsen, er det en investering værd. Magnolia x loebneri er krydsning mellem stjernemagnolie og japansk magnolie.

Det er mindre træer med særdeles flotte blomster, og der findes flere forskellige sorter. Magnolia trives fint i en fugtig, men veldrænet gerne spagnumblandet havejord. Gødes let hvert forår. Tåler beskæring.


Af Marianne Bachmann Andersen