Du er her: Forside \ Menu_Item_Root \ Havebloggen \ Gyvel - Cytisus

Gyvel - Cytisus

29
apr 2016
gyvel

Gyvler er da gule! En påstand, som ikke helt holder!

Vi ser dem blomstre for fuld kraft fra midten af maj måned, når de naturligt lyser gult på heden. Det er den vildtvoksende almindelige gyvel, Cytisus scoparius. De prydbuske, som vi oftest planter i haven er vårgyvler, Cytisus x praecox og det er en hybrid mellem to af de 25-50 forskellige arter, som findes.



Vårgyvel og dens sorter

Vårgyvel er den mest plantede gyvel i vores haver. Den blomstrer allerede fra april måned og blomsterne har en meget karakteristisk, ram lugt. Det er oprette buske, som bliver omkring 1,5 m høje og lige så brede. De mange grene er tynde, overhængende og grønne. Denne elegante grenopbygning gør vårgyvlen til noget helt specielt. De meget små, mørkegrønne blade fylder ikke så meget, hvilket gør blomstringen endnu mere graciøs.

Cytisus x praecox 'Albus', vårgyvel med rent hvide blomster.
Cytisus x praecox 'Allgold', vårgyvel med varmt gule blomster.
Cytisus hybrid 'Boskoop Ruby', mørkerøde blomster.
Cytisus hybrid 'Hollandia', lillarøde m. gult skær.


Andre gyvel-arter


Dværggyvel, Cytisus decumbens, bliver kun 20 cm høj og er en nedliggende busk med fladt udbredte grene. Én plante kan dække 1 m2. De mørkegrønne, ægformede blade beholder planten ofte om vinteren. En god bunddækkende plante i havens bede.
Almindelig gyvel, Cytisus scoparius findes i flere sorter med røde farver eller med tofarvede blomster. Bliver lidt større end vårgyvel, og man skal huske at beskære dem, for at holde dem unge - ellers bliver de efter nogle år nogle lidt store, grimme buske.
Cytisus nigricans 'Cyni', en lidt mindre busk med mellemgrønne blade, honningduftende gule blomster, der egner sig til afskæring fra juni til august måned.


Voksepladser for gyvel


I naturen vokser gyvel på lette sandjorde i fuld sol. Planter man gyvel på fugtig, kold og skygget vokseplads, vil de trives dårligt. Gyvel tåler vind og er generelt særdeles hårdføre. Plant dem sammen med stedsegrønne planter eller sammen med andre prydbuske, hvor blomstringstiden kan varieres, så bedet altid "blomstrer". Beskærer man gyvel - især den almindelige, er tidspunktet for beskæring lige efter blomstringen.


Af Marianne Bachmann Andersen