Du er her: Forside \ Artikler om haven \ Derfor må du ikke beskære i frostvejr

Derfor må du ikke beskære i frostvejr

05
feb 2018

 

Derfor må du ikke beskære i frostvejr

 

Vinterbeskæring

Der er ikke mange dage, som den i dag. Høj himmel med enkelte lette skyer og masser af lys og solskin. Det er stadig frostvejr, men solens stråler har stor magt og man kan sagtens fornemme at foråret er rykket tættere på.
Sådan en dag kan man godt fristes til at gå ud og lave lidt vinterbeskæring. DET går bare ikke!


DERFOR BESKÆRER VI OFTE OM VINTEREN
I gartnerfaget er mængden af arbejdsopgaver varierende henover året. Vinteren er det tidspunkt, hvor der er lidt færre aktiviteter, så derfor er meget af beskæringsarbejdet henlagt til denne årstid.

Fordelene ved at beskære om vinteren er, udover at der er bedre tid, også at planterne er i hvile. Det betyder, at planterne ikke reagerer (stresser) på det drastiske indgreb, og at planterne til foråret vil have endnu flere kræfter til at vokse der, hvor vi har dirigeret væksten hen.En anden fordel er desuden, at de løvfældende planter er nemmere at analysere, når de står uden blade på - det er derfor nemmere at se, hvilke grene og skud, der skal beskæres.

UNDTAGELSER
Det er dog ikke alle planter, som tåler at blive beskåret om vinteren. Du må ikke beskære:
- birketræer
- valnøddetræer
- hjortetaktræer
- sydfrugterne abrikos, fersken og nektarin
- kirsebær- og blommetræer
- ahorn
Alle disse planter hører til gruppen af "blødere" og vil reagere voldsomt på beskæringen, hvis den udføres om vinteren - planterne vil simpelthen pumpe plantesaft op gennem såret, og det kan få fatale følger. Planter i denne gruppe skal beskæres i august måned.

BESKÆR IKKE I FROSTVEJR
I planteskolen arbejdes der med beskæring, når det fryser få grader. Er det let frost og stærk vind, så pakkes beskæresaksen væk igen. Trods hvileperioden, så er der stadig en del saftspænding i planterne om vinteren. Det er denne fugtighed, som gør det risikabelt at beskære i frostvejr. Når plantens grene og skud er frosne, så risikerer grenene at blive splintret - lidt ligesom hvis et stykke glas klippes midt over. Beskæring i frostvejr vil efterfølgende medføre frostsprængninger i barken, og så ødelægges plantens mulighed for at vokse videre.