Du er her: Forside \ Menu_Item_Root \ Havebloggen \ Find dit favoritæble og plant et træ

Find dit favoritæble og plant et træ

15
sep 2018

 

 




 

Netop nu modnes de mange dejlige æbler i haverne, og året i år er et rigtig godt frugtår. Der er rig mulighed for at smage sig igennem de forskellige sorter og finde netop det eller de æbler, som du allerbedst kan lide.

PLANT ET TRÆ
Sensommerens lune jord er oplagt at plante nye frugttræer i. Fra nu og frem til den første frost vil træet have optimale betingelser for at kunne gro fast og blive et rigtig godt træ i din have. I mange af landets egne har august måneds nedbør blødgjort og vædet havejorden godt. Det er derfor nemmere at plante nu, end det har været hele sommeren.

SÅDAN GØR DU
Frugttræer skal stå et solrigt sted og skal plantes i den plantehøjde de er sat i den potte de indkøbes i. Podestedet sidder over jorden og det skal det blive ved med. Hullet skal være så stort, at der er god plads til at plante træet og få god løs muldjord omkring rodklumpen for at fremme røddernes vækst ud i jorden.

  • Sænk potten i en spand vand og lad potteklumpen trække vand i ca. 20 min.
  • Fjern plastikpotten
  • Grav et plantehul, der er 1½ gang bredere og dybere end potteklumpen
  • Ibland gerne lidt god kompostjord i den opgravede jord
  • Placér træet og dæk nu jorden godt til og træd forsigtigt, så træet står godt fast
  • Form en lille jordvold, så du kan vande dit træ
  • Vand med 20 l (to vandkander) vand umiddelbart efter plantningen - så sikrer du dig, at jorden får den bedste kontakt med de fine rødder

Planter man frugttræet i græsplænen, skal der fjernes så meget græs i en radius fra stammen, at det svarer til kronens bredde. Det vil sige, at der typisk skal fjernes græs i en diameter på ca. 1 meter. Når træet er vokset godt til, vil det skygge så meget, at det vil være svært at få græsset til at gro. I stedet kan du plante en såkaldt fodpose med skyggetålende stauder. De første 3 - 4 år vil det dog ikke være aktuelt.

Frugttræer bør gødes hvert forår, når der er kommet blade på træerne.