Du er her: Forside \ Menu_Item_Root \ Havebloggen \ Læg hvidløg nu

Læg hvidløg nu

22
sep 2018

 




 


Hvidløgsfed = yngleløg, og det er dem vi skal sætte nu
Yngleløg er de dele af hvidløget som kan vokse videre. Når vi dyrker hvidløg i haven, lægger vi altså enkelte fed af et hvidløg. Kommer du ind i en rytme, hvor du selv laver dine egne yngleløg, er det vigtigt at du anvender de største og flotteste når du lægger et nyt hold.

TIDSPUNKT
Hvidløg skal lægges om efteråret, for løget skal gennemgå en lang kuldeperiode for at dele sig. Lægger du først hvidløg om foråret, vokser dit hvidløgsfed sig større, men når ikke at dele sig.

Dybde og afstand
Hvidløg skal sættes ned i 7 cm dybde.
De skal sættes i rækker med 25 - 50 cm mellem hver række.
Afstanden i rækken er 10-12 cm

I DRIVHUSET
Hvidløg skal dyrkes solrigt – også hvis du planter dem i bunden af dit drivhus. Man kan med fordel sætte hvidløg i drivhuset, som om vinteren ofte står helt tomt. Hvis du planter i potter, kan du til foråret plante dem ud i køkkenhaven og i mellemtiden nyde godt af de friske grønne toppe, som smager dejligt af hvidløg. Klipper du nænsomt, går planterne ikke til spilde.

I KØKKENHAVEN
Når du sætter hvidløgsfed i køkkenhaven fra september - november måned, vil de hurtigt stå med friske grønne skud. På trods af, at vinteren er nær forestående, går det ikke ud over løgenes hårdførhed. De skal nok bevare det meste af toppen og være klar til igen at vokse videre, når foråret kommer.

I POTTER, KRUKKER OG ALTANKASSER
Der er ikke noget i vejen for at du dyrker hvidløg på terrassen, altanen eller plantet i krukker og placeret andre steder. Dog skal der altid være masser af lys, for at få dem til at gro bedst. Du kan sætte løggene lidt tættere i altankassen og høste hvert andet i foråret, så resten får mere plads til at udvikle sig. Husk at vande!

HØST
Fra slutningen af juli måned vil de, nu næsten et år gamle løg, være klar til høst. Vent med at grave planterne op til toppen visner ned. Lad løggene tørre i solen til de er helt tørre. Flet dem i en ranke, der kan hænge i ly fra regnen, eller læg dem i kasser med net, hvor luftgennemstrømningen er optimal. Gem eventuelt de flotteste yngleløg til efteråret, hvor det nye hold hvidløg skal sættes.

TIPS

  • Vil du være sikker på sunde kontrollerede sættehvidløg, så skal du undlade at sætte fed fra supermarkedsløgene og i stedet gå i dit havecenter og købe dem, der er lavet til formålet
  • Er din køkkenhavejord meget våd om vinteren, skal du sætte yngleløg i kasser med jord og opbevare dem mere tørt.
  • Løg kræver lidt gødning, men vent med at gøde i det tidlige forår og brug en naturgødning
  • Sørg for at holde ukrudtet ude af dit hvidløgsbed – løgplanter er spinkle planter, der nemt udkonkurreres af ukrudtsplanter