Du er her: Forside \ Haveglæder nyhedsbrevet \ Haveglæder nyhedsbrev nr. 5/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 5/2018

 

Vælg en god såjord

 
 
HVORNÅR SKAL MAN SÅ
Det er oppe over, hvis du skal nå at gro store flotte chiliplanter, som du selv har sået fra frø. Chili er nogle af de planter, der kræver længst tid at lave selv fra frø. De er også forholdsvis lang tid om at spire, så det er helt fint at komme tidlig fra start med dem.


VÆLG EN GOD SÅJORD
De fleste frø er meget små. Chilifrø hører til dem, der er særdeles små, så det gælder om at bruge såjord, der har en ensartet struktur og så skal den være finere, end den, du normalt potter i. Vigtigst er det at vælge en såjord, som er defineret som såjord. Det går ikke at finde den gamle pose frem fra sidste år og så bruge den, hvis det er en krukkemuld eller lignende. Såjord er et specialprodukt, som er tilpasset de spæde og fine frø.

Det er især næringsindholdet, der er forskelligt fra andre poser med jord. Næringsindholdet er væsentligt lavere i såjord. De små spæde spirer af nye planter tåler nemlig ikke at vokse i jord, hvor næringsindholdet er for højt.


VENT MED AT SÅ DET HELE
Når man fristes til at komme i gang med forspiring af nye planter fra de lokkende frøposer, så gælder det om at have tålmodighed og vente. Det er nemlig nødvendigt at sørge for ekstra meget lys til de nye planter, når de har dannet rødder og vil frem i verden. Lyset er med til at danne den fotosyntese, der er livsnødvendig for planterne. De strækker sig derfor efter al det lys, de kan få. Det giver meget lange og tynde planter, hvis der ikke er sol nok.

Venter du med at så dine tomater til omkring 1. marts, så vil du få planter, der er meget mere kompakte og stærke.

Du kan altid tjekke det bedste såtidspunkt og såsted på bagsiden af frøposerne

 


Hvad skal der ske i din have i år?

 
 

Det er koldt derude - jorden er flere steder frossen til, så hvad kan vi egentlig gøre lige nu?
 

Jeg har været i gang med at sortere mine havebøger på reolen. Sorteret dem i temaer som frugt, blomster, træer, buske, stauder, løgplanter og design af haver. Der er rigtig mange flotte og gode bøger at blive inspireret af, så det er en herlig vinterbeskæftigelse at genopdage de dejlige havebøger.

Det er også på denne årstid, at vi som familie får en snak om, hvilke områder i haven, der fungerer godt, og hvilke der godt kan trænge til at blive frisket op. Nogle af træerne i haven er blevet meget store, så her skal der saves nogle grene af. Andre steder har mosegrisene ædt planterne, og så er der opstået bare pletter, som vi gerne vil have plantet til. Er bøgehækken blevet for bred, så kan du faktisk med fordel skære den ind her om vinteren.

SÆDSKIFTE
Køkkenhaven kan man også så småt lave en plan for. Hvor stort et stykke skal børnene have at boltre sig på? Var der nok asparges, eller skal vi have plantet nogle flere? Kan der blive plads til lidt flere blomster til buketterne? Var der majs nok? Skal vi vente med at så bønner, så de først er klar til høst, når sommerferien er ovre? Hvor lagde vi kartofler sidste år, for de skal lægges i frisk jord. Det samme gælder for kålplanterne - de har også brug for frisk jord hvert år.

MERE FRUGT I HAVEN
Overvejer du at plante hindbær i haven, kan du læse mere om det her
Er du i tvivl om, hvornår du kan plante jordbær, så står der noget om det i denne lille artikel
Måske er det blåbær, du har på ønskelisten - det kan du læse mere om her

Du kan søge på flere typer af frugt i haven på www.haveglæder,dk under fanen "Artikler til haven"