Du er her: Forside \ Haveglæder nyhedsbrevet

Haveglæder nyhedsbrev nr. 5/2018

 

Vælg en god såjord

 
 
HVORNÅR SKAL MAN SÅ
Det er oppe over, hvis du skal nå at gro store flotte chiliplanter, som du selv har sået fra frø. Chili er nogle af de planter, der kræver længst tid at lave selv fra frø. De er også forholdsvis lang tid om at spire, så det er helt fint at komme tidlig fra start med dem.


VÆLG EN GOD SÅJORD
De fleste frø er meget små. Chilifrø hører til dem, der er særdeles små, så det gælder om at bruge såjord, der har en ensartet struktur og så skal den være finere, end den, du normalt potter i. Vigtigst er det at vælge en såjord, som er defineret som såjord. Det går ikke at finde den gamle pose frem fra sidste år og så bruge den, hvis det er en krukkemuld eller lignende. Såjord er et specialprodukt, som er tilpasset de spæde og fine frø.

Det er især næringsindholdet, der er forskelligt fra andre poser med jord. Næringsindholdet er væsentligt lavere i såjord. De små spæde spirer af nye planter tåler nemlig ikke at vokse i jord, hvor næringsindholdet er for højt.


VENT MED AT SÅ DET HELE
Når man fristes til at komme i gang med forspiring af nye planter fra de lokkende frøposer, så gælder det om at have tålmodighed og vente. Det er nemlig nødvendigt at sørge for ekstra meget lys til de nye planter, når de har dannet rødder og vil frem i verden. Lyset er med til at danne den fotosyntese, der er livsnødvendig for planterne. De strækker sig derfor efter al det lys, de kan få. Det giver meget lange og tynde planter, hvis der ikke er sol nok.

Venter du med at så dine tomater til omkring 1. marts, så vil du få planter, der er meget mere kompakte og stærke.

Du kan altid tjekke det bedste såtidspunkt og såsted på bagsiden af frøposerne

 


Hvad skal der ske i din have i år?

 
 

Det er koldt derude - jorden er flere steder frossen til, så hvad kan vi egentlig gøre lige nu?
 

Jeg har været i gang med at sortere mine havebøger på reolen. Sorteret dem i temaer som frugt, blomster, træer, buske, stauder, løgplanter og design af haver. Der er rigtig mange flotte og gode bøger at blive inspireret af, så det er en herlig vinterbeskæftigelse at genopdage de dejlige havebøger.

Det er også på denne årstid, at vi som familie får en snak om, hvilke områder i haven, der fungerer godt, og hvilke der godt kan trænge til at blive frisket op. Nogle af træerne i haven er blevet meget store, så her skal der saves nogle grene af. Andre steder har mosegrisene ædt planterne, og så er der opstået bare pletter, som vi gerne vil have plantet til. Er bøgehækken blevet for bred, så kan du faktisk med fordel skære den ind her om vinteren.

SÆDSKIFTE
Køkkenhaven kan man også så småt lave en plan for. Hvor stort et stykke skal børnene have at boltre sig på? Var der nok asparges, eller skal vi have plantet nogle flere? Kan der blive plads til lidt flere blomster til buketterne? Var der majs nok? Skal vi vente med at så bønner, så de først er klar til høst, når sommerferien er ovre? Hvor lagde vi kartofler sidste år, for de skal lægges i frisk jord. Det samme gælder for kålplanterne - de har også brug for frisk jord hvert år.

MERE FRUGT I HAVEN
Overvejer du at plante hindbær i haven, kan du læse mere om det her
Er du i tvivl om, hvornår du kan plante jordbær, så står der noget om det i denne lille artikel
Måske er det blåbær, du har på ønskelisten - det kan du læse mere om her

Du kan søge på flere typer af frugt i haven på www.haveglæder,dk under fanen "Artikler til haven"

Haveglæder nyhedsbrev nr. 4/2018

 

Pas på den tunge sne

 
 
Foråret blev sat lidt på pause, da vintervejret meldte sin ankomst i forrige uge. Vi har haft de smukkeste dage med dalende snefnug og frostgrader døgnet rundt. Mængden af sne er forskellig fra egn til egn, men de fleste haveejere har kunnet nyde planterne og haven på en anderledes måde. For sneen falder ikke ens på planterne, og så er der jo planter, som bare trodser sneen og titter frem alligevel. 


TUNG SNE
Så længe det fryser, er sneen fnuglet og minder om et sukkerdrys. Nu slår vejret om, og sneen bliver pludselig tung som bly! Det bryder planterne sig slet ikke om. I værste fald kan plantedele eller hele planter blive så mast af den tunge sne, at deres grene brækker af.


FREM MED KOSTEN
Jeg har god erfaring med at finde en fejekost frem og så gå en tur rundt i haven.
 - Alle de planter, som ingen blade bærer, får sjældent problemer med snetryk.
 - Bladstedsegrønne planter som rododendron, buksbom og laurbærkirsebær får et lille skub med kosten, og så drysser sneen ned
 - De høje cypresser og tuja kan det være svært at nå, men her hjælper vinden til
 - De mindre eksemplarer og især de flade og kompakte typer af nåletræer nærmest fanger sneen op, og det er især her at kosten har sin berettigelse. Roligt og sikkert fjernes sneen, så planten ikke bukker under
 - Drivhusets tag er noget af det vigtigste at holde øje med. Når solens stråler varmer inde, så tør noget af tagets sne og øger trykket på sprosser og glas. Fjern jævnligt sneen fra drivhusets tag
 - Bløde bunddækkende planter som efeu tåler sagtens sneen, så her behøver du ikke feje den væk
 - Under sneen sukker græsplænens grønne strå efter lyset. Der er ikke mange solstråler, som kan komme gennem sneen, men du kan hjælpe din plæne ved at holde dig helt væk. Undgå at træde på sneen, for den har meget lettere ved at smelte stille og roligt, hvis den ikke først er blevet presset sammen

SNESKIMMEL
Snedække på plænen kan i nogle tilfælde føre til et angreb af sneskimmel. Du kan læse mere om sneskimmel i denne artikel fra www.haveglæder.dk Vinterplæne med bare pletter
 

 


Ved du hvad blomsterne betyder?

 
 

Blomsternes sprog


På onsdag er det Valentines Dag – de elskedes helligdag. Det er en meget gammel tradition, som blev indført af pave Gelasius i år 496 og opkaldt efter den romerske præst Valentin. Legenden fortæller at kejser Claudius beordrede de romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig. Det trodsede præsten Valentin, som så blev sat i fangenskab og senere henrettet d. 14. februar. Dagen fejres af nogen ved at give blomster, men vidste du, at blomsterne har deres helt eget sprog?

BLOMSTERFARVER
Rød betyder: jeg længtes efter dig
Rosa betyder: jeg er forelsket i dig og vil være dig tro
Mørkerød betyder: jeg savner dig
Gul betyder: du er solen og lykken i mit liv
Orange betyder: jeg er din ven
Hvid betyder: jeg tror på det rene og jomfruelige i dig
Blå betyder: jeg vil være trofast og altid have dig ved min side
Lilla betyder: jeg ønsker dig held og lykke i livet
Røde, hvide og blå blomster sat sammen = frieri

ANTALLET AF ROSER I EN BUKET BETYDER
1 rød rose betyder: jeg begærer dig
3 røde roser betyder: jeg elsker dig
7 røde roser betyder: jeg er for evigt din
12 røde roser betyder: jeg kan ikke udtrykke min kærlighed stærkere
1 rød rosenblomst og 2 knopper betyder: det må forblive hemmeligt
1 rose med torne betyder: jeg dør af længsel efter dig
7 gule roser betyder: styrke og udholdenhed

ROSERNES FARVE BETYDER
Hvid er kærligheden til dig er mig ren glæde
Gul er utroskab og misundelse
Lyserød er evig ung kærlighed
Mørkerød er lidenskab, jeg vil elske dig for evigt
Lilla rose er mistænksomhed

ANDRE BLOMSTERS BETYDNING
Hyacint betyder spirende kærlighed
Julerose betyder fjern min ængstelse
Lilje betyder din rene skønhed betager mig
Hvid narcis betyder, hvor kan du være så grusom?
Påskelilje betyder jeg kan ikke udholde tanken om at miste dig
Tulipan betyder jeg vil elskes for min egen skyld
Vintergæk betyder du lokker kærligheden frem i mit hjerte
 


 
 


Derfor skal du vælge læggekartofler

 

Februar er den måned, hvor vi ikke kun taler om at sætte haveprocessen i gang, men hvor vi faktisk også gør noget ved det. 
Vinterferien er et godt tidspunkt til at få hentet læggekartofler i havecentret og få dem lagt til forspiring. Jeg bliver ofte mødt med spørgsmålet om der er forskel på de kartofler, som man kan købe i supermarkedet til madlavning og så de kartoffelknolde, som ligger i fine net eller poser, hvor der så står læggekartofler uden på.

JA, det er der. Der findes kartoffelavlere, som laver spisekartofler og kartoffelavlere, som kun laver læggekartofler. Spisekartoffelavleren lægger altid nye friske knolde fra læggekartoffelavleren, og det gør han for at sikre sig, at der ikke kommer sygdom i hans mark. Kartoflen er desværre offer for en lang række fatale sygdomme, der kan rydde et helt års produktion, så spisekartoffelavleren kunne aldrig finde på at lægge sine egne knolde.

Hos læggekartoffelavleren er der særlige krav til den måde, han dyrker sine jorde på. Han skal forny sine læggekartofler med kontrollerede knolde fra en forsøgsstation, der sikrer sunde knolde. 

Derfor kunne jeg aldrig finde på at lægge mine egne knolde!

En anden fordel ved at bruge læggekartofler er, at så får jeg mulighed for at afprøve nye sorter.

Du kan læse mere om at forspire kartofler her

 

Haveglæder nyhedsbrev nr. 3/2018

 

 

Derfor må du ikke beskære i frostvejr

 
 
Der er ikke mange dage, som den i dag. Høj himmel med enkelte lette skyer og masser af lys og solskin. Det er stadig frostvejr, men solens stråler har stor magt og man kan sagtens fornemme at foråret er rykket tættere på.
Sådan en dag kan man godt fristes til at gå ud og lave lidt vinterbeskæring. DET går bare ikke!


DERFOR BESKÆRER VI OFTE OM VINTEREN
I gartnerfaget er mængden af arbejdsopgaver varierende henover året. Vinteren er det tidspunkt, hvor der er lidt færre aktiviteter, så derfor er meget af beskæringsarbejdet henlagt til denne årstid.

Fordelene ved at beskære om vinteren er, udover at der er bedre tid, også at planterne er i hvile. Det betyder, at planterne ikke reagerer (stresser) på det drastiske indgreb, og at planterne til foråret vil have endnu flere kræfter til at vokse der, hvor vi har dirigeret væksten hen.En anden fordel er desuden, at de løvfældende planter er nemmere at analysere, når de står uden blade på - det er derfor nemmere at se, hvilke grene og skud, der skal beskæres.

UNDTAGELSER
Det er dog ikke alle planter, som tåler at blive beskåret om vinteren. Du må ikke beskære:
- birketræer
- valnøddetræer
- hjortetaktræer
- sydfrugterne abrikos, fersken og nektarin
- kirsebær- og blommetræer
- ahorn
Alle disse planter hører til gruppen af "blødere" og vil reagere voldsomt på beskæringen, hvis den udføres om vinteren - planterne vil simpelthen pumpe plantesaft op gennem såret, og det kan få fatale følger. Planter i denne gruppe skal beskæres i august måned.

BESKÆR IKKE I FROSTVEJR
I planteskolen arbejdes der med beskæring, når det fryser få grader. Er det let frost og stærk vind, så pakkes beskæresaksen væk igen. Trods hvileperioden, så er der stadig en del saftspænding i planterne om vinteren. Det er denne fugtighed, som gør det risikabelt at beskære i frostvejr. Når plantens grene og skud er frosne, så risikerer grenene at blive splintret - lidt ligesom hvis et stykke glas klippes midt over. Beskæring i frostvejr vil efterfølgende medføre frostsprængninger i barken, og så ødelægges plantens mulighed for at vokse videre. 
 

 


Husk at vande i drivhuset

 
Friske skud på rosmarin i drivhuset d. 5. februar

Inde i havens drivhus er det skønt at være, når solen varmer rummet op. Det kribler for at starte alle forårskulturerne op, og frøposernes indhold kan det være svært at holde fingrene fra.
 
Desværre er det ikke sådan hver dag. Andre dage er temperaturen inde kun få grader højere, end den er ude, så find al tålmodigheden frem og vend blikket mod dine planter i drivhuset (hvis du altså benytter dig af at vinteropbevare dine planter her).

VOKSER OM VINTEREN
Der er flere af vores planter, som ikke er så gode til at lukke ned for væksten, selvom det er vinter. Det gælder især for de krydderurter, som stammer fra middelhavsområdet. Rosmarin, salvie og laurbær er især blandt de krydderurter, der nemt klarer sig inde i et uopvarmet drivhus hele vinteren HVIS du husker at vande dem. Har du oplevet at finde visne pinde efter tre til fire måneders opmagasinering, så er det ikke kulde og vinter men udtørring, der har slået dine planter ihjel.

DET ER BESVÆRET VÆRD
Jeg ved godt, at al udendørsvand er lukket ned, så rørene ikke fryser og sprænges. Vandet skal måske hentes langt væk fra drivhuset, men det kan altså betale sig at gøre en ekstra indsats, så du får endnu mere glæde af dit drivhus - hele året rundt.