Du er her: Forside \ Månedens plante

Månedens Plante september

 

Prydgræsser collage LOW

 

Virkningsfulde græsser

Lyden af vinden i græssernes aks og synet af de smukke blomster vedligeholder vores sanser. Prydgræssernes sæson topper om efteråret, hvor de oprette tuer giver havens ”flade” bede en god modvægt.

Efteråret nærmer sig, og havens farver er på vej ind i en gylden fase. Der er stadig blomster i staudebedet, men det er først nu prydgræsserne for alvor er kommet ind i deres hovedsæson.

Vidste du at…

Der findes et væld af spændende interessante prydgræsser, som passer godt ind i en helt almindelig dansk have? Høje, lave, slanke og gigastore.
Elefantgræsser kender de fleste, men vidste du, at der findes sorter på 60 cm og sorter, der bliver 200 cm? Mangfoldigheden er enorm, så der vil helt sikkert være noget, der passer til din have.
Staudehirse er blevet en rigtig populær prydgræs til haven. Med sin næsten florlette vækst og transparente blomstring, der varer fra august til oktober, har den en fantastisk virkning. Flere sorter har desuden røde farvetegninger på bladene.
Almindelig blåhat er en relativt lav prydgræs, hvor blomsterne hæver sig højt over bladene. De giver rigtig flotte scenerier i havens bede.
Lampepudsergræsser er så bløde at røre ved, og de kan, med deres tætte tuer, dække bunden i bedet godt. Sorten ’Hameln’ bliver kun 40 cm høj, og blomstrer fra august – oktober.

Sådan skal du gøre

Plantedybden skal være den samme, som planten står i potten. Græsser må ikke plantes dybt.

Vanding er nødvendig for et godt resultat. Vand umiddelbart efter plantning med min. 15 l vand pr. plante, og fortsæt med at vande i tørre perioder hele det første år.

Beskæring og pasning af prydgræsser er supernemt. Riv de tørre toppe af om foråret, og giv planterne en lille portion almindelig havegødning.

Månedens plante august 2017

 

Sommerfuglebusk

Sommerfuglenes bedste ven

Sommerfuglebusken synes helt levende på en solrig augustdag, hvor et større antal af unikke sommerfugle har duftet sig vej til de nektarholdige blomster.

Ferien er brugt og både skolestart og arbejdet kalder. Haven har vokset sig frodig hele sommeren, men kniber det med blomster i haven, så er sommerfuglebusken et rigtig godt bud på at få mere kulør.

Vidste du at…

Sommerfuglebusken faktisk er en halvbusk? Den vedagtige plante fryser ofte tilbage hver vinter, men det har ikke så stor betydning, for den når nemt at vokse ½ - 1½ m og dermed blive klar til en ny blomstring på de overhængende lange grene.

Vidste du at i England anses en vild art af sommerfuglebusken for at være en invasiv plante? En større frøspredning har resulteret i, at sommerfuglebusken dukker op overalt i det engelske landskab. Man fraråder derfor haveejerne at plante dem. Det har forædlerne nu fundet en løsning på. Flere nye sorter med sterile blomster gør det derfor muligt for englænderne at bruge de populære planter igen. I Danmark har vi ikke store problemer med frøspredningen, men har du oplevet lignende gener, så kan du også få de sterile sorter i dit lokale havecenter.

Sådan skal du gøre

Plantedybden har ikke så stor betydning, når du planter sommerfuglebuske. De er nemme at plante og få til at vokse.

Vanding skal der til, når du planter sommerfuglebuske, og du skal fortsat vande i tørre perioder den første sæson. Planter du om efteråret, sparer du dig for ekstra vandinger.

Beskæring af sommerfuglebuske skal ske i det tidlige forår. I løbet af vinteren er mange af grenene visnet helt eller delvist - dem skal du klippe af. Er der stadig liv i grenene, skal du nøjes med at klippe dem tilbage til ca. 50 cm.

Månedens plante juli

 

Alchymist web

  

Duftende søjler

Blomstrende skønheder på pergolaen, op ad husmuren, henover plankeværket eller op ad en mindre køn væg. Slyngroserne kan bruges flere steder i haven.

I hele rosenriget findes en række sorter, som udmærker sig ved at vokse i højden. Slyngroserne er meget frodige, de skyder højt i vejret og kvitterer med et meget stort antal blomster.

Vidste du at…

Slyngroserne er i stand til at skyde med helt nye bundskud på op mod 3 m på en sæson? Så meget fart er der på væksten på de kraftige roser, der godt kan nå op mod 2 – 6 m afhængigt af sorten. Plant dem, hvor der er masser af sol, og sørg for at der er noget for de lange skud at støtte sig til.

Slyngroser kan også bruges som buskroser. Ønsker du at nyde dem som buske, skal du blot vælge de sorter, der ikke bliver for høje, og sørge for at grenene ikke bliver så lange, at de knækker.

Sådan skal du gøre

Plantedybden er forskellig fra de fleste andre planter i haven. Alle roser skal nemlig plantes, så podestedet er min. 5 - 7 cm UNDER jorden. Podestedet er det punkt på roden, hvor toppen vokser ud fra.

Vanding er nødvendig i forbindelse med plantning af roser. Hele første sommer skal du vande i tørre perioder. Derefter bliver rodnettet så kraftigt, at det sjældent er nødvendigt at vande.

Beskæring af slyngroser adskiller sig fra de traditionelle roser. I april måned skal slyngroserne beskæres, så de kraftige hovedgrene danner et skelet, hvorfra planten kan danne de sidegrene, der producerer blomster. Sidegrenene beskæres til ca. 20 cm. Forkort de lange hovedgrene med 1/3 af den totale længde.